Bogen: Gud, hvor jeg savner ham! er gennemsyret af håbet om gensyn.
Af øjenlæge Jørgen Nørrelykke Nissen, Aabenraa
Bogen er skrevet af en præst fra Holstebro, der i 2014 mistede sin 10-årige søn til kræft (hjernetumor). Forløbet beskrives i dagbogsform, hvor sønnen Simon debuterer med hovedpine, opkastning etc. Og han følges igennem sygdomsforløbet i en kernefamilie, der yderligere er udfordret med en dreng med Downs syndrom.
Man følger familien i hele forløbet med opture og nedture, diagnostisk usikkerhed og behandlingsmuligheder. Hvordan sige sandheden til sit barn? ”Sandheden kan være utidig. Men taler vi usandt, så ødelægger vi tilliden.” Lægelig behandling og bøn om helbredelse står ikke i modsætning til hinanden, men i forlængelse af hinanden.
Forfatteren beskriver magtesløsheden som et grundvilkår. ”Bevidstheden om døden skærper fokus på det skønne, vi har, bevidstheden om døden skærper blikket for livets værdi og skønhed.”
Bogen gennemstråles af en forankret tro på Gud. En stærk bog, som man ikke lige kan ryste af sig. Der stilles mange spørgsmål: Hvorfor sover du, Gud? Også tvivlen bliver italesat: ”Tvivlen arbejder i mig. Når Gud ikke har gjort Simon rask, er det så, fordi Gud slet ikke findes?”
Troen på Kristus er der stadig. Udfordret – ikke som en svagere tro: ”At være menneske er også at være sårbar og svag. I magtesløsheden er vi løst fra ansvar. I stedet må vi sætte vor lid til andre, til læger og til Gud.”
Bogen er dejlig konkret: Hvordan kan jeg hjælpe mennesker i livskriser? Hvordan håndterer jeg smerten og sorgen hos et medmenneske? ”Vi har brug for nogle at følges med og nogle, der ser os. Det bedste var, at venner orkede at gå med mig ind i mørket og ikke forsøgte at forklare eller give råd!”
Håbet om gensyn i evigheden gennemsyrer bogen, såvel hos familien som hos den syge dreng. Himmelsten er små sten, som Simon lægger illustrationer og farver på. De minder ham og familien om Himmelen som en verden uden sygdom og smerter. ”Og uden briller.” Det kristne håb binder sig ikke til noget subjektivt i mig. Det binder sig altid til Gud.
Bogen er relevant for os alle. Ingen lever livet, uden at noget svært rammer en, og Gud synes fjern. Vi møder mennesker, der rammes. Læs bogen, og bliv opmuntret over livets gave, og bliv mindet om, at Kristus lider med os og er hos os – også i mørket, hvor vi ingenting kan se.
Gud, hvor jeg savner ham Refleksioner om sygdom, sorg og håb
4. juni 2026 af Ditte Olsen
En stærk bog, man ikke lige ryster af sig
Bogen: Gud, hvor jeg savner ham! er gennemsyret af håbet om gensyn.
Af øjenlæge Jørgen Nørrelykke Nissen, Aabenraa
Bogen er skrevet af en præst fra Holstebro, der i 2014 mistede sin 10-årige søn til kræft (hjernetumor). Forløbet beskrives i dagbogsform, hvor sønnen Simon debuterer med hovedpine, opkastning etc. Og han følges igennem sygdomsforløbet i en kernefamilie, der yderligere er udfordret med en dreng med Downs syndrom.
Man følger familien i hele forløbet med opture og nedture, diagnostisk usikkerhed og behandlingsmuligheder. Hvordan sige sandheden til sit barn? ”Sandheden kan være utidig. Men taler vi usandt, så ødelægger vi tilliden.” Lægelig behandling og bøn om helbredelse står ikke i modsætning til hinanden, men i forlængelse af hinanden.
Forfatteren beskriver magtesløsheden som et grundvilkår. ”Bevidstheden om døden skærper fokus på det skønne, vi har, bevidstheden om døden skærper blikket for livets værdi og skønhed.”
Bogen gennemstråles af en forankret tro på Gud. En stærk bog, som man ikke lige kan ryste af sig. Der stilles mange spørgsmål: Hvorfor sover du, Gud? Også tvivlen bliver italesat: ”Tvivlen arbejder i mig. Når Gud ikke har gjort Simon rask, er det så, fordi Gud slet ikke findes?”
Troen på Kristus er der stadig. Udfordret – ikke som en svagere tro: ”At være menneske er også at være sårbar og svag. I magtesløsheden er vi løst fra ansvar. I stedet må vi sætte vor lid til andre, til læger og til Gud.”
Bogen er dejlig konkret: Hvordan kan jeg hjælpe mennesker i livskriser? Hvordan håndterer jeg smerten og sorgen hos et medmenneske? ”Vi har brug for nogle at følges med og nogle, der ser os. Det bedste var, at venner orkede at gå med mig ind i mørket og ikke forsøgte at forklare eller give råd!”
Håbet om gensyn i evigheden gennemsyrer bogen, såvel hos familien som hos den syge dreng. Himmelsten er små sten, som Simon lægger illustrationer og farver på. De minder ham og familien om Himmelen som en verden uden sygdom og smerter. ”Og uden briller.” Det kristne håb binder sig ikke til noget subjektivt i mig. Det binder sig altid til Gud.
Bogen er relevant for os alle. Ingen lever livet, uden at noget svært rammer en, og Gud synes fjern. Vi møder mennesker, der rammes. Læs bogen, og bliv opmuntret over livets gave, og bliv mindet om, at Kristus lider med os og er hos os – også i mørket, hvor vi ingenting kan se.
Gud, hvor jeg savner ham
Refleksioner om sygdom, sorg og håb
Af Jakob Søe Esmarch
Lohse 2023
Se andre boganmeldelser her.
Category: Boganmeldelser, Diverse
Følg os på Facebook
SENESTE NYHEDER
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra KLF