Kristelig Lægeforening kontakt@kristeliglaegeforening.dk

Et kald er en opgave, der skal løses 

På KLF’s årsmøde hørte deltagerne fem fortællinger om kald og karrierevej.

Programmet på Kristelig Lægeforenings årsmøde 2026 blev lidt anderledes end først planlagt på grund af et afbud. De 46 deltagere, heraf 9 studerende, fik derfor en weekend, hvor fokus blev: Kald og karriere. Eller sagt med Tine Engberg Damsgaards første slide (topbilledet): Lægeliv i et større perspektiv. 

“Det var rigtig spændende at høre de forskellige lægers fortællinger,” sagde en af de studerende. “Det er inspirerende og giver ideer til, hvad jeg skal eller ikke skal gøre, når jeg bliver læge.” 

Ordet: Kald forudsætter, at nogen kalder på en anden for at få opmærksomhed. Kristne ved fra Bibelen, at Gud kalder på os mennesker. Han kalder, for at vi skal komme til ham og høre, hvad han vil sige os om både evigt liv og livet her og nu. 

Professor i plastikkirurgi: Gud leder og styrer alt 

Tine Engberg Damsgaard tog udgangspunkt i den artikel, hun har skrevet i Serpens Aeneus 2026. Her definer hun Luthers begreber “kald og stand”. Stand er familien, kirken og samfundet (vores arbejde). Kald er de konkrete opgaver, vi har. 

“Vi tjener Gud ved at løse vores opgaver i de tre områder, Luther kalder “stand”. Alle er i fuldtidstjeneste, fordi i alt, hvad vi gør, tjener vi Gud,” sagde Tine Engberg Damsgaard. 

“Jeg tror, det er Gud, der leder og styrer alt. Vores kald er planlagt, som der står i Efeserbrevet 2,10: ‘ For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i’,” forklarede hun. 

“Derfor er vi, som kristne, kirke ude i verden, lige dér hvor vi er, fordi Gud bor i os. Vi fremviser Gud ved at være dem, vi er.” 

At Tine Engberg Damsgaard i dag er professor i plastikkirurgi med forskning i brystrekonstruktion efter brystkræft, skyldes særlig tre ting: 

“Jeg fik interesse for plastikkirurgi, og så satte jeg mig et mål. Og en af Guds store velsignelser: Jeg mødte de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt! For det tredje: At kunne kommunikere og planlægge sammen med min ægtefælle,” konkluderer Tine Engberg Damsgaard og sætter det i perspektiv: 

“Life-work-balance er vigtig! I vores pressede sundhedsvæsen står vi i fare for at rammes af moralsk stress i forhold til at kunne udføre vores arbejdet godt nok … og er man længe i stress, kan det føre til traume.” 

Tine Engberg Damsgaard anbefalede til slut 2 bøger, hun selv har haft glæde af: 

Moralsk stress af Dorthe Birkmose | bibliotek.dk 

Ét liv, én tid, ét menneske af Morten Albæk | bibliotek.dk 

Du kan læse Tine Engberg Damsgaards artikel om samme emne i Serpens Aeneus 2026, side 12. 

Læs også de andre fire fortællinger fra årsmøde 2026:

Præsten og infektionsmedicineren:
Fælles kald – forskellige opgaver

Psykiateren og forskeren
Forpligtelse og inspiration