Kristelig Lægeforening kontakt@kristeliglaegeforening.dk

En del af Guds store team

Siska Dame Christensen holdt foredraget: Læge i Bangladesh på årsmøde 2025.

Lørdag formiddag på årsmødet gav Siska Dame Christensen et indblik i sine 12 år som frivillig lægemissionær i Bangladesh. Landet er blandt verdens 10 mest befolkede, det er fattigt og 90% er muslimer. Sundhedspersonale bliver underbetalt og har ansvar for rigtig mange patienter, hvor den enkeltes liv ikke betyder så meget.

Siska Dame Christensen har følt sig kaldet af Gud til at tjene Bangladesh, lige fra hun var 14 år. Efter hun var færdiguddannet som læge i sit hjemland, Indonesien, rejste hun til Bangladesh i 2011. I 2015 blev hun gift med danske Lukas, de fik 2 sønner sammen, og familien flyttede til Danmark i 2023. De håber dog at komme tilbage til Bangladesh på et tidspunkt.

LAMB viser omsorg for hele mennesket

De sidste år i Bangladesh arbejdede Siska Dame Christensen på det kristne ”LAMB Hospital”, som ligger i Dinajpur provisen i den nordligste del af landet. LAMB ønsker at give både fysisk, mental, følelsesmæssig, social og åndelig hjælp og omsorg til især de fattigste og de mest sårbare. Derfor har de fx også en håndfuld præster ansat, så det ikke er sundhedspersonalet, der skal levere ”hele pakken”.

LAMB’s formål er, at Bangladeshs befolkning, forvandlet af Guds kærlighed, oplever et liv i overflod i sunde og retfærdige samfund.

At lytte til Guds vejledning

Siska Dame Christensen fortalte flere hændelse fra sin tid på LAMB, blandt andet om, hvordan hun blev ledt til et skift i arbejdsopgaver:

”Gud taler ofte til mig i drømme. I 2018 havde jeg en drøm, hvor jeg så en Bangladesh-pige. Hun var meget vred. Men hun skulle på en date. Pludselig blev alt mørkt. Og jeg vidste bare, at denne pige var blevet voldtaget,” forklarer Siska Dame Christensen om sin drøm.

”Voldtægt er et vilkår for rigtig mange kvinder i Bangladesh. Og jeg bad over, hvad denne drøm mon skulle betyde. Ikke lang tid efter fik jeg en opringning, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville arbejde på LAMB med at hjælpe mennesker, der har været udsat for overgreb. Seksuelt, mentalt eller fysisk.”

”Det blev de mest givende 2-3 år i mit arbejdsliv i Bangladesh. Jeg følte, at Gud havde forberedt denne opgave til mig, sådan som der står i Effeserbrevet 2,10. Jeg er meget taknemmelig. Selvfølgelig var det til tider udmattende, og der var problemer, men det er grundlæggende tilfredsstillende at være på rette hylde.”  

Vi må forblive åbne for Guds tale til os

Siska Dame Christensen gav udtryk for, at kristne jo er forskellige, og at ikke alle kommunikerer med Gud på samme måde som hun, men vi har noget til fælles:

”Gud har skabt os, også vores ønsker og pasioner. Vores kald kan udvikle sig i forskellige retninger over tid. Vi må forblive åbne og tilgængelige for Guds tale til os hver især. Gud vil udruste dem, han kalder, aldrig den anden vej rundt,” påpeger hun.

For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i (Ef 2,10).

At blive en brik i andres frelse

En anden hændelse, Siska Dame Christensen oplevede, mens hun var på LAMB, var en erfaring af at være på rette sted på rette tid af en årsag:

”En mand med lungeproblemer kom ind, som vi ikke regnede med ville overleve. Jeg følte, at jeg skulle fortælle ham evangeliet. Det ellers ikke noget, jeg normalt gjorde, for LAMB har folk til den slags,” fortæller hun.

”Men her følte jeg mig nødet til det. Og han ønskede, at jeg skulle bede med og for ham.”

”Senere, en aften, vi havde bibelstudium, hørte jeg, at han var død. En sygeplejerske fortalte os andre: Min ven blev hentet af Jesus! Hun forklarede, at i de seneste par uger havde hun været meget sammen med ham, fordi han var hendes ”uber”-Rikshawchauffør.”

”Hun fortalte os, at han engang havde troet på Jesus, men der var sket noget, der havde fået ham væk fra troen. Men han ville gerne tilbage til et godt forhold til Jesus,” fortsætter Siska beretningen.

”Sygeplejersken havde talt en del med ham om det. Og nu var han altså død. Men hun sagde, at hun troede, han var hos Jesus nu.”

”Jeg måtte jo vide, hvilken dag, det var. Og om det var den samme mand, jeg havde mødt. Og det var det, så jeg fortalte bibelgruppen, at jeg havde bedt for ham selvsamme dag,” siger Siska.

Enhver kristen er en del af Guds team

”Vi er alle del af et team som kristne, vi deler evangeliet med en, som så måske møder en anden kristen senere i livet. Derfor må vi som kristne aldrig tie stille. Vi sår, vander og nogle mennesker bliver høstet. Gud placerer os i forskellige situationer til forskellige tider af en grund.”

”Det var et stort privilegium at være missionær i Bangladesh,” vidner Siska, ”og på den måde at blive en del af Guds store team, der kan fortælle evangeliet videre. Alle små ting og handlinger gælder i Guds store plan om at nå mennesker med evangeliet!”

Læs også:
Siska Dame Christensens artikel på side 13 i Serpens Aeneus 2025.

Livskvalitet til syge og døende børn og unge – Highlights fra foredraget: Børn og palliation, årsmøde 2025