Kristelig Lægeforening kontakt@kristeliglaegeforening.dk

Du behøver ikke føle dig alene

Det uformelle tema, som kristelig lægeforenings årsmøde 2025 kom til at kredse om, var, hvordan man hjælper andre med ikke at føle sig alene – hverken i studie, job eller i smertelige livsvilkår.

Kristelig Lægeforenings årsmøde den første weekend i oktober samlede 58 deltagere, her af 12 medicinstuderende (billedet). En studerende kom helt fra Leipzig, en psykiater fra Malmø, og danske, kristne læger i alle aldre og fra hele landet var repræsenteret.

 Weekenden bød på 2 foredrag og – som noget nyt – en prædiken søndag. Dermed fik Kristelig lægeforenings ene formål: ”at styrke medlemmerne i troen på Jesus Kristus” ekstra opmærksomhed i år.

Livskvalitet til de meget syge børn og unge

Thomas Nørrelykke Nissen fortalte i sit foredrag ”Børn og palliation” om, hvordan hans afdeling på Rigshospitalet gør alt, hvad de kan for, udover lindrende behandling, at give livskvalitet til kronisk syge og døende børn og unge. Han sagde bl.a.:

”Tilstedeværelsen ind i de lidelser, vi ikke kan gøre noget ved, kan være lindrende. Det har vi mange tilbagemeldinger på.”

Læs mere om, hvad Thomas Nørrelykke Nissen fortalte i sit foredrag ved årsmøde 2025 her

Sundhed til både krop, sjæl og ånd i Bangladesh

Siska Dame Christensen gav et indblik i sin frivillige tjeneste som lægemissionær i Bangladesh. På trods af udfordringer har hun oplevet, at Gud guidede hende, og at medkristne var til stor opmuntring og støtte på forskellig vis.

”Gud har gode planer for os, han vil lede os. Jeg og min mand blev ledt til LAMB Hospital, som  ønsker at bringe sundhed til det hele menneske, også åndeligt. Det var et stort privilegium at være en del af Guds team, der kan fortælle evangeliet videre.”

Læs mere om, hvad Siska Dame Christensen fortalte i sit foredrag ved årsmøde 2025 her

Lørdag på årsmødet blev KLF’s arbejde diskuteret, vendt og drejet, både i store og små grupper.

KLF er en lille gruppe i Guds store team

Lørdag eftermiddag på årsmødet handlede om foreningens arbejde med medlemssnak og generalforsamling. Og selvom mange kristne læger arbejder alene, tilbyder KLF sig som et fællesskab om både fag og tro.

En sagde, at det betød utroligt meget at vide, hvis man havde en kristen kollega på sin arbejdsplads. En anden sagde, at det var godt at kunne dele etiske udfordringer i arbejdet med andre kristne læger. De studerende fortalte, at de planlægger en landslejr – så heller ikke kristne medicinstuderende behøver at føle sig alene.

”At mødes med andre kristne læger fra mange forskellige kirkelige sammenhænge, i forskellige aldre og med forskellige specialer er utroligt givende og udvider ens egen horisont,” udtrykte et medlem det.

KLF’s årsmøde er mere en foredrag og formel foreningssnak – det er også hygge og givende samtaler.

Ingen behøver at være alene på dommedag

Søndag morgen begyndte med bønnevandring, før Daniel K. Munch holdt en prædiken om de 10 spedalske i Lukasevangeliet, kapitel 17. Han sammenlignede sygdommen dengang med synden til alle tider: Begge uhelbredeligt dødelige og uden mulighed for, at man selv kan ændre på det.

Han opfordrede deltagerne til at gøre, som den ene spedalske gjorde: Komme til Jesus og takke ham. Det gør man, når man er kristen – og man skal fortsætte med at gøre det.

”Læg mærke til hverdagsmiraklerne i dit liv” sagde han. ”Jesus har helbredt dig for synden, så du står heller ikke alene på dommedag, men sammen med Jesus.”

De kristne er heller ikke alene, mens de lever i syndens verden. Guds børn har hinanden og et særligt fællesskab. Og Jesus er med hver enkelt – “man skal bare få øje på det”, som Daniel K. Munch udtrykte det.

Læs også:

Livskvalitet til syge og døende børn og unge

En del af Guds store team

Nyt formandskab i KLF