Vi skal ikke slå vore patienter ihjel, men lade dem få en naturlig død, når tiden er inde.

Ledende overlæge på afdelingen for Hjerne- og nervekirurgi på Rigshospitalet Morten Ziebell samt MF og tidligere minister Bertel Haarder skal have stor tak for deres udtalelser om vores forhold til døden. De har herved rejst en meget vigtig debat.

I Kristelig Lægeforening bakker vi op om de fremførte synspunkter.

Døden er ikke en lægefejl, men en del af livet. Vi er nået til et punkt, hvor vi som læger ikke skal alt det vi kan. Før enhver behandling må man vurdere, hvor meget behandlingen vil kunne gavne sammenholdt med, hvad den vil kunne skade. Og der skal være flere positive virkninger end negative. Er vi i tvivl, må den syge have en chance; men så snart behandlingen bliver udsigtsløs, skal den stoppes. Døden er ikke altid den værste udgang. Den kan også være en befrielse.

Vi er enige i, at der ikke bør være hjertestartere på plejehjem. Ikke fordi ældre ikke er noget værd, men fordi udsigterne ved genoplivning af plejehjemsbeboere er meget dårlige. Det fører sjældent til noget godt, og det skal vi turde være åbne omkring. Når man er træt og mæt af dage, skal man have lov til at dø stille og roligt uden først af skulle gennemgå et (ofte voldsomt) mislykket genoplivningsforsøg. Vi skal ikke for enhver pris behandle alle lidelser, men tænke på, hvad der gavner den syge mest.

Det gælder f.eks. også dyre behandlinger med mange bivirkninger i slutningen af et cancerforløb. De kan måske forlænge livet i nogle få måneder. Men hvad hjælper det, hvis de ekstra måneder er præget af belastende bivirkninger og sygehusophold i stedet for et roligt forløb – enten hjemme eller på hospice? Der er ingen tvivl om, at vi som læger skal blive bedre til at tage den svære samtale og sige stop. En behandling, der i virkeligheden blot forlænger dødsprocessen, giver ingen mening.

Man skal som patient aldrig kunne kræve en behandling, som lægen ikke finder grundlag for. Omvendt har man efter grundig information om konsekvenserne altid lov til at sige nej tak til en behandling. Denne ret skal naturligvis gælde alle – og ikke kun som foreslået af regeringen mennesker over 60 år.

Samtidig skal vi som sundhedsprofessionelle og pårørende turde tale åbent om døden og også kunne dele vores magtesløshed over for den. Den døende skal ikke isoleres i sin ensomhed, hvor ingen tør tale om døden og om, hvordan den døende har det. I stedet skal der være mulighed for at tale om det svære, det levede liv på godt og ondt, evt. bekymringer for de efterlevende og hvad man gerne vil huskes for.

Det vil være omsorg indtil døden.

Hans Asger Holmsgaard, Nørresundby
Ellen Kappelgaard, Rønne
Kristelig Lægeforenings presseudvalg.